Det er frøet der blvier til træet der bliver til papiret der bliver til bogen, brevet og huskesedlen. Det er papiret som vi kender det, ganske enkelt, helt almindeligt og alligevel ganske dragende på sin egen måde. Måske fordi der ikke er noget andet end 21 x 29,7 cm - men så meget mere.
Min sentidos-veninde Annemette og jeg brugte en dag på at sidde og se hvad papir er er og hvad det kan. Det er rent og fint, krøllet, kantet, budet og genkendeligt.
Efter at jeg havde fortalt om de tanker der hidtil havde ligget og ulmet i mit papirteater, om de forhindringer der har været, om de elementer der er kommet ind og ud af teatret - og efter vi havde siddet og kigget ind i det lille scenerum længe, begrænsede vi os til det velkendte A4 format.
Vi arbejder altid ud fra tanker omkring poesi. Og vi fandt frem til den enestående poesi der ligger i et stykke krøllet papir. Eller i en bog der bliver åbnet på scenen. For i det øjeblik den ligger på scenen har den en betydning, den er ladet med noget. Den har en mening, en grund til at være der. Den er mere en bogstaver på papir - den er betydning, hemmelig og indtagende.
Vi arbejdede med at se hvilken betydning papiret fik når det blev krøllet sammen på scenen og kastet efter en bog. Det var voldeligt, grufuldt! Bogen blev tydeligt et offer. Da vi så fjernede bogen fik de sammenkrøllede stykkerpapir en ny betydning; de blev lette i det mørke rum. De blev snebolde, bakker i landskabet eller måske minder der var revet ud af bogen og kastet for andet forgodtbefindende.
Vi opdagede hvor betydningsfuld et blankt stykke papir er - og hvor vigtigt lyssætningen er i forhold til stemning og fortælling. De krøllede papir som blev belyst var meget sanselig, meget virkningsfuldt og meget nærværende - vi kender formatet.
Vi rev små huller i papiret, huller som langsomt blev større, huller som blev en grotte, et forsvindingspunkt, en tunnel eller en åbning. Når vi stillede flere huller i forskellig størrelse foran hinanden blev det interessant at se hvordan det åbnede op og skabte en fornemmelse af at alt kunne være op og ned og retning ikke længere gav mening. Men der var opstået et rum.
Samtalen omkring rum strakte over hele dagen; igen og igen blev der kigget på rum og rummelighed. Hvornår skiftede scene fra at være blot et rum til at være et univers hvor noget udspiller sig? Hvad er et rum? En ramme eller mere? Når rummet blev fyldt ud, noget blev sat i scene, blev det spændende. Når rummet var en opstilling mistede det sin glød og blev ... ja, en opstilling der viste et rum.
Meget af dagen blev brugt på at putte små papirstykker ned i et glas vand - og se på at de en efter en fald til bunds - langsomt, i en rolig og kontinuerlig bevægelse. Et af gangen. Ingen muligheder for at fremskønne processen. Ingen muligheder for at styre den. Ingen muligheder andet end at sidde og nyde det poetiske øjeblik, hvor ens øje fanger et papirstykke der river sig fri fra alle de andre, vender sig roligt i vandet, er vægtløst og derefter får en my tyngde og daler med en evigheds ro til bund. Og spændingen der opstår i den fuldstændig udefinerbare tid der går til der endnu en gang falder en til bunden.
Efterhånden som papiret i glasset ændre form, fyldes glasset mere. Papiret indtager glasset. Papiret flytter så at sige ind. Det har vænnet sig til dets nye element. Det er ikke længere tørt og fladt. Det er vådt og har fået form. De hvide stykker papir ligger overalt; på gulvet, på skyen og i vandet. Alle er de ens, men hver har de deres betydning. Sne, lethed, tyngde ...
Længe har jeg været forelsket i konceptet omkring huller. Små bitte kik-huller hvor der skete noget inde bagved. Noget man næsten kunne se - og det var spændende fordi man NÆSTEN kunne se det. Alt som man ikke vidste hvad man ikke så.
Hurtigt fandt vi ud af at papiret ikke kun kunne være figurer der blev animeret - vi lod papiret blevet det rum der blev skabt som animationsobjekt. Men et stykke papir med et hul i midten har også en kvalitet og dragende effekt på os. Papiret bliver belyst, hullet står tydeligere frem. Der er noget der oppe. Det giver ikke svar på hvad, men vi ved det er der - ellers ville der ikke være hul. Kan man holde tanken ud at der ikke er noget bare et hul?
Som scenekunsterisk element kan jeg godt lide tanken om ikke at skjule teatrets virkemidler eller kraft. Lad det tydeligt at det er teater, at der skabt, det er scenekunst. Vi kiggede længe på de elementer der havde en praktisk funktion. Klemmer der holder papiret fast og så videre. Ved at de var der, blev der skabt endnu en dimission og indfaldsvinkel til fortællingen og poetikken. Det blev en anderledes arkitektur for det at ikke en model af noget - det var en opbygning til et formål og klemmer havde en praktisk funktion.
Set fra siden blev der skabt endnu et rum. De flade stykker papir havde fået en rummelighed der strakte dig langt ud over det 0,00001 mm tykke papir. Det var fyldigt og havde karakter.
Lige nu arbejder jeg videre med disse tanker - og ser hvor det ender henne. Hvad er historie? Hvad er lyden? Hvad er bevægelsen?
Morten
