En dag i januar startede vi bilen og kørte til Kolding Hus, hvor der var en udstilling om julekalendre. Udstillingen har været bredt markedsført, så selv os på Sjælland var åbenbart nær-miljø.
Det var sjovt at se d gamle dukker vi kender fra vores barndom - men jeg skal være ærlig at sige jeg synes udstillingen var lidt lille i det. Og ikke særlig godt opstillet - det siger jeg fordi Kolding Hus samtidig har en udstilling med film og tv kostumer - som var vildt smuk og meget stor og fortællende. Det virkede som om at de havde fået et tilbud i sidste øjeblik og sagt ja tak til julekalenderne. Jeg hørte at de ønskede at det kunne blive en vandreudstilling og det tror jeg er meget godt, for så kan de komme lidt mere på og finjustere den.
Når det er sagt, så var det rigtig sjovt at se dukkerne tæt på og lige lure lidt detaljer af. De er rigtig flotte og selvom de er over 30 år gamle nogen af dem, så er de stadig fulde af liv og flotte farver. De små tabluer omkring de forskellige julekalendre var søde - og det var sjovt at se hvordan alle de voksne havde taget børnene med som undskyldning. Børnene havde nemlig ikke noget særligt forhold til dukkerne - men det havde de voksne. Rigtig tit hørte man et: Se der, den husker jeg godt!
Dukkerne er som vi husker dem - søde og sjove. Men de fortæller også en anden historie: om en tid hvor der var mere tid til den gode historie og ro til at lade dukkerne fortælle deres egen historie på skærmen.
Det er tydeligt at dukkemageren Hanne Willumsen har gjort et fantastisk stykke arbejde med dukkerne - og de er en fryd at se. De er på samme tid meget enkle og korrekt detaljerede … og det skægge er at man kan høre deres stemme for sit indre øre.
Her er det sjovt at se at også der har kasser de pakker dukkerne ned i - og det ender ind i mellem med en skæv næse eller et tryk.
Det dejlige var at de også havde taget enkelte scenografi dele med. Det gjorde rigtig meget for dukkerne at der var lidt omgivelser med ti lat fortælle historien - Kolding Hus var nemlig meget spartanske i deres tekster til udstillingen.
Sjovt er det også at de har fundet noget af det ældste frem. Her er det tog med Rasmus Tagmus. Og alle musseungerne herunder.
Lillebror var også kommet med. Jeg hørte en fin historie om at snoredukker var de mest brugte, men at tidshensyn måtte man finde på noget nyt - og derved kom stangdukken ind og blev den typiske tv dukke. Stangdukken var lettere at styre og nemmere at bygge.
Rigtig fine detaljer i dukkernes ansigter.
Disse dukker fra Kikkebakkeboligby er en blandig af hånddukker og stangdukker, hvor dukkeføreren har en hånd oppe i hovedet på dukken, men han styrer armene med stænger. Det gør at dukkens hoved har mere bevægelighed.
