Et af de faste elementer på dukke og animationsuddannelsen er vores fernisering af logbøger. Der har man tid til i ro og mag at gå rundt o se hvad de andre har af tanker og processer. Det er spændende at se hvordan og hvor forskelligt vi vælger at dokumentere vores vej i gennem uddannelsen. Nogen bruger ord - nogen bruger billeder - og nogen bruger tegninger. Når man sidder og bladre i en logbog, kan man fornemme processen og måske forstå de handlemåder der kommer frem i et uddannelsesforløb - men mest af alt er de jo også smukke, kloge og personlige. Her er et lille udsnit af nogen af de bøger jeg fandt spændende i forbindelse med mit forløb!
Vi arbejder med med læringstræk - og den læringslinje man følger. På den måde at forstå at vi selv vælger hvilken vej der giver størst mening i forbindelse med den uddannelse vi ønsker at tage. Holdet er jo fyldt af forskellige fagligheder og udtryk. Derfor giver det god mening at blive mindet som "min linje" ...
I forbindelse med improvisationsarbejdet Præsenterede Niels Haakon denne model - når vi bevæger os fra det der giver bevidsthed til der det giver mening - arbejdet med impro er nemlig begge dele.
Rigtig fine tegninger om korpsforlængelse eller kropsudbyggelse. Hvor stopper vores krop og hvor begynder dukken - og er det noget man kan arbejde med på en scene? Hvad siger publikum til en forestilling der handler om "det her er min krop og her slutter den - det her er min dukke og her begynder den" ... ?
Katrine Nielsen arbejdede i sin solo etude med kropsforlængelse og skabte et fint øjeblik, hvor hun dansede med 8 meter lange rør - det var meget fint. Hun stod i sin smukke spanskinspirerede kjole, højehæle og samarbejdede med materialet.
Dette er min tegning af Mie Brandt i hendes solo etude. Hun havde lavet en sjov etude der mennesker på vej. Vi kom i reflekterende team - og jeg arbejdede som hendes poet og valgte der at tegne til hende.
I forbindelse med vores juleforestilling skal vi bruge nogle maskiner der kan alt muligt - rettet krøllede hanke på kræmmerhuse ud og så videre ... herer inspirationsbilledet jeg sendte til Mathias.
Min solo etude kunstner er Suzanne Brøgger og jeg har fortalt om hende til gud og hver mand. Åbenbart var der nogen der havde skrevet mine anbefalinger ned --- det er dejligt.
Igen og igen taler vi om nærvær i scenekunsten - hvordan kommer helt der ind hvor det kan mærkes? Hvor er det egentlig henne? Og er det det scenekunst skal?
Gør det du siger - tal ikke kun om det. Der giver så god mening for mig, da jeg jo er meget praksis orienteret ... jeg arbejder bare bedst med hænderne!
