Nøddeknækkeren på Gavnø Slot
Der bliver masser af
julestemning på Gavnø Slot, når Teatergruppen Talent-1 byder velkommen til
dette års juleforestilling. ”Nøddeknækkeren” er en af verdens mest fortalte
julehistorier, og til december kan den opleves som dukketeater i Næstved.
”Nøddeknækkeren”
er historien om
pigen Klara, som får en ganske særlig julegave.
Onkel Drosselmejer er noget for sig selv. Han har en
butik med urværker og andre underlige ting. Klara og hendes bror Fritz ved aldrig
rigtigt hvad han kan finde på - så da Klara får en fortryllet nøddeknækker i
julegave, er det sikkert og vist: den må være helt speciel. Julenat sker der noget besynderligt,
Nøddeknækkeren er pludselig blevet væk, og så begynder julens mirakler at indtræffe.
Klaras julenat bliver en oplevelsesrig rejse, hvor hun blandt andet møder Muse-kongen,
Sukkerfeen og Blomsterdronningen.
Opsætningen af ”Nøddeknækkeren” er en stor drøm der
går i opfyldelse for Teatergruppen Talent-1. ”Vi har i mange år talt om at spille
”Nøddeknækkeren” i Næstved. Men der har været mange ting der skulle falde på
plads, før det endelig lykkedes”, siger Morten Aagaard, som iscenesætter
forestillingen. ”Blandt andet har vi fået muligheden for at spille forestillingen
på Gavnø Slot. Det er en helt fantastisk gave, som er med til at sætte den
ramme om forestillingen, som vi ønskede os”, forsætter Morten Aagaard.
”Nøddeknækkeren” er på trods af sine over hundrede
år stadig en af verdens mest opførte balletter. I Næstved bliver historien dog fortalt
med en blanding af mennesker, dukker og masker. ”Vi har valgt at blande
teaterformerne på kryds og tværs, for at kunne fortælle historien på en sjov og
anderledes måde”, fortæller Morten Aagaard. ”Vores historie ligger meget tæt op
af originalen, men vi har selvfølgelig måtte rette lidt til hist og her, blandt
andet fordi skuespillerne og dukkerne taler”, forsætter han.
Teatergruppen Talent-1 mener at dukketeater er en
oplagt måde at fortælle historien om Nøddeknækkeren på. Flere af forestillingens
scener foregår et sted mellem fantasi og virkelighed. Når Klara møder
Sukkerfeen og Snedronningen er de del af hendes drømmeverden. Dukketeatret
giver ganske enkelt mulighed for at skabe scenebilleder, som ellers ikke ville
kunne lade sig gøre. ”I vores forestilling skal Snedronningen blandt andet
holde styr på en masse snefnug”, fortæller Morten Aagaard, og slutter: ”Det har
været en sjov opgave, og vi er glade for at kunne arbejde med dukkerne til at
løse opgaven”.
”Nøddeknækkeren ” har premiere
den 1. december, klokken 13.00, og man kan opleve forestillingen på Gavnø Slot
frem til den 9. december. Forestillingen er for hele familien, og anbefales fra
fire år og op.
Spilledage:
Lørdag den 1. December
Søndag den 2. December
Lørdag den 8. December
Søndag den 9. December
Alle dage klokken 13.00 og 16.00
Medvirkende:
Camilla List, Emma Fyhr, Matt O. Lawrence, Jeppe
Rasmussen, Tina Nedergaard og Thomas Bjerre/Morten Aagaard
Iscenesættelse og manuskript:
Morten Aagaard og Julie Anne Hedegaard
Forestillingen spiller i Slotsbryggeriet, Gavnø
Slot, Næstved.
Aldersanvisning fra 4 år og op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar