Så har der været dukketeaterfestival i Silkeborg, og det har som altid været en fantastisk oplevelse. Festivalen få nogen helt utrolige gæstespil til Danmark, og det er en af de få muligheder vi herhjemme har for at se hvad der rører sig på den internationale scene. Samtidig, vil jeg lige for egen regning sige, at de også har et ret bred udvalg inden for forskellige genre, selvom man tydeligt kan fornemme hvad indkøbernes smag er. Men sådan må det jo være. Der er plads til mange forskellige ting, og glæden ved at der er en samlet stil i festvalen overskygger at man måske savner lidt "ungdom og fandenivolskhed" i forestillingerne.
Jeg deltog i festivalens workshop - og som altid er det dejligt lige at komme på skolebænken igen. Desværre synes jeg at dukkemiljøet i DK er ved at glemme workshop. Så se da lige og kom ud af busken næsten gang. Selvom vi alle er dygtige, så er det en god måde at få nye vinkler på det vi allerede ved og kan. Jeg var i hvert fald godt tilfreds.
Broder Sol og Søster Måne er Teater Refleksions gamle forestilling, som de blandt andet har spillet op til jul. Den manglede jeg at se, og selv om jeg normalt ikke bruger tid på de danske forestillinger i Silkeborg, så valgte jeg lige at se denne her. Den spiller jo altid i Århus - og for at sige de som det er så er det næsten lettere at komme til London en det er at komme til Århus for mig. Det er noget mentalt, I know!
Forestillingen var fin - meget i stil med det man ved Marianne Aagaard og Bjarne Sandborg laver. Det er pænt - næsten for pænt - og meget roligt. Det minder mig om børnetv fra min 80'er barndom, sagt på den gode måde. Der er noget dragende ved roligheden og stilheden - og den gode fortælling, som vi godt kunne savne lidt af i dag.
Hotel de Rive blev spillet af workshoplederne Frank Soehnle, og Patrick Michaelis. Forestilligen består af fire surrealistiske tekster der er sat sammen i en rammefortælling med dukker og skuespiller - og to musikere, som ikke gjorde noget for forestillingen.
Frank Soehnle er en dygtig dukkefører og hans teknik var skøn bare at sidde og lade sig betage af.
Patrick Michaelis' skuespiller rolle i forestillingen var også godt tilrettelagt. Jeg forstod intet af forestillingen - sandt at sige - men jeg var nysgerrig på det og lod mig drage ind - og det er vel også en del af aftalen i det absurde teater.
Morsom og rørende var "The House by the Lake" som Yael Rasooly har skabt. Forestillingen handler om tre små piger som bliver glemt i skyggen af anden verdenskrig, og samtidig med at maden og humøret slipper op brager krigen uden for vinduerne.
Til trods for det meget alvorlige tema, var de en dejlig forestilling med masser af humor. Dukkespillet var ikke godt - men det skal man ikke kigge på her. Her skal man kigge på iderigdommen og sødmen i pigerne og spillerne. Jeg var godt underholdt.
Nu til Kogen afSilkeborg - som teateravisen kalder Neville Tranter. Hans nye forestilling "Mathilda" havde vi vist alle glædet og til. Den handler om det at blive gammel og være fanget i et system der har andre intentioner en at passe de gamle. Dukkerne er som altid et oplevelse der sætter sig dybt i vores bevidsthed. De er intet mindre en pragtfulde.
Historien var tam, ligegyldig og ikke noget man husker særlig godt efter fire dage med mange forestillinger - og det ærgre mig. For Nevilles forestillinger er altid dem man husker bedst.
Heldigvis havde han sin gamle Punch and Judy forestilling med. Og den er toppen af toppen. den er hylende morsom samtidig med den er rørende - og super godt skruet sammen. Den er back to basis - det er hånddukker med clap mouth - en simpel skærm og et fast lys. Genialt - han skal ikk bruge mere! Og han udnytter det optimalt. Hvorfor så "Mathilda"?
"Puck" er noget af det mest underlige jeg nogen siden har set. Det spiller på alle mulige ting som vi som publikum ikke kan regne ud - og jeg ELSKER det!
Forestillingen foregår inde i et hus med 12 dukketeater vinduer hele vejen rundt - og publikum står op. Så begynder det - fra det hele vindue til det andet … hurtige skift, tissetårer der bliver sprøjtet ud på publikum, stille smukke billeder af gondoler i Venedi af brudt af voldsomme dukker og uambitøs skønsang.
Vanvittigt og skønt samtidig. Mere af det, tak!
Jeg så også ”Mironescópio: The Love Machine”, som er en samling af kik-kasser som erotik. Den er en super sjov ide - emn desværre følte jeg at jeg gik glip af mere end jeg så. Jeg var hele tiden opmærksom på hvordan og hvorfor … og hvem der nu skulle se en kik kasse.
Jeg har arbejdet rigtig meget med en-til-en forestillinger og ved hvor svært der er at få logitikken til at gå op. Og jeg havde troet at jeg ville få et godt råd her … jeg fik mere fundet ud af hvordan man ikke skal gøre. Jeg havde troet at dette ville være min ubetingede favorit, men det blev det ikke. Det var simpelthen for usammenhængende. Og der var for meget ventetid, som ikke blev fyld ud med historie. Som dukkefører fik jeg så set hvordan de forskellige arbejdede, og det var meget spændende at være vidne til koncentrationen og så videre.
Derudover så jeg "Skab fra Hvid Støj. Sød lille forestilling. Ikke noget særlig stort men en god ide - som jeg sagtens kan forstå rejser landet rundt og fortæller om evolution. Der kan ske mirakler i et køkken. Jeg var inden og se en forestilling hvor børnene var lidt for små, og de mistede ideen med forestillingen - generelt et problem for forældre åbenbart: at se, læse og forstå aldersanvisningerne. Og spillestederne er ikke gode nok til at sige: Du er for lille, min lille ven. Det er synd for det ødelægger forestillingen for rigtig mange mennesker - så kære forældre: Accepter aldersanvisningerne. Og kære spillesteder: Stå fast ved aldersanvisningerne. I ødelægger dagen for flere end i gør den god for.
Festival of Wonders er en peele i danske kultur. De skal leve videre og udvikle sig - for den bringer spændende ting til bordet, som vi ellers aldrig ville se her.
Stort tillykke med en dejlig festival - og tak for i år.
