Man skal ikke lade sig slå ud af kendsgerninger! Det er dukkerne det bedste eksempel på!

onsdag den 27. november 2013

Billeder fra Brunette Bros - Circus!

Endelig har jeg fået billederne fra Brunette Bros fantastiske forestilling ud af mit mobil kamera. 
Jeg håber I vil nyde billederne lige så meget som jeg nød forestillingen - og jeg håber man kan se den humor og galskab forestillingen var fuld af.








   











tirsdag den 26. november 2013

Mange mennesker ...

Jeg hører tit at dukketeater ikke kan samle ret mange mennesker, for det er jo små bitte dukker. Må jeg ikke lige vise jer billedet herunder. Det er et hånddukketeater, som spiller på gaden. Og se lige alle de fremmødte. Dukketeatret kan alt! Alle steder! Til alle tider!


mandag den 25. november 2013

Macbeth - Little Angel Theatre


På min inspirationstur til London nåede jeg også lige at se Little Angel Theatres opsætning af "Macbeth" - og det var en blandet oplevelse. Dukkeføringen og dens detaljerigdom var uovertruffen. Det er virkelig dygtige folk der er på spil her. Dukkerne er så smukt udført og store dele af dukkens personlighed træder tydeligt frem bare ved dens udseende. Desuden er det jo håndværk som vi ellers i Dk kun ser hos Knud Brodersen i Teatret i det Blå Hus i Roskilde - som har masser at tid til at fordybe sig i sine konstruktion af dukker.

Alligvel kedede jeg mig indimellem til "Macbeth" - det var annonceret at medlemmer at Royal Shakespeare Company skulle medvirke - og det havde jeg danske dreng jo glædet mig til. Især efter at jeg en gang har oplevet dukketeater med live stemmer fra bagerst i lokalet på Det Kongelige.

Her havde skuespillerne så blot indtalt et bånd med teksten - og det gjorde desværre at forestillingen døde i lange perioder. Det blev simpelthen to dele der skulle flettes sammen - dukkerne og stemmerne. Og det skete kun enkelte gange. Jeg har  tendens til at sige at at oplevelsen af levende dukker hænger meget sammen med hvordan dukken reagere i forhold til stemmen, og det fungerer bedst når stemmen er live.

Forestillingen varede 75 minutter - og det er jo ikke længe hvis man er godt underholdt. Men det er for længe når man som jeg bliver opmærksom på dukkeførernes arbejde med at ramme stemmen, og ikke skabe en samlet kunst.



Macbeth - som fugl.

Lady Macbeth - som fugl.


De havde valgt at lave dukkerne som fugle, og symbolikken var også tydelig nok. De gode var selvfølgelig svaner - de kan brække en arm på dig, som min mormor sagde! Og ravnene var de onde. Farvestrålende Macbeth var centrum og så videre … den største fordel ved at lave figurerne til fugle er at de kan komme hurtigt ind og ud fordi de kan flyve - og det er en god ide, da der er mange ind og ud gange i Macbeth. Det gjorde at forestillingen gled ret godt fra en scene til den næste.

Macbeth er en del af SUSpence festivalen i London.


søndag den 24. november 2013

The Drowned Man - A Hollywood Fabel

Selvom det ligger i udkanten at teater med dukker og animationsteater, så vil jeg alligevel fortælle om en af de helt store teateroplevelser som man kan få i øjeblikket. Det engelske compagni Punchdrunk laver det som vi på dansk vel mest kender som promenadeforestillinger - altså forestillinger hvor publikum bevæger sig gennem en historie - et teaterrum.

I Sommer så vi deres fantastiske "Sleep No More" i New York - og lad mig være ærlig og sige det: jeg var mere end solgt. Det var en teateroplevelse som stadig står fuldstændig klar og enestående.

Nu er Punchdrunk og National Theatre i London gået sammen om endnu en forestillingen: The Drowned Man. De har omdannet et kæmpe warehouse i det centrale London til et univers omkring de sagnomspundne Temple Studios (fiktive - men det er en del af fortællingen) og man møder filmstudiet, hvor de sidste rester af 40'ernes glamour stædigt holder fast, men 60'ernes ungdom går sit indtog og har nye ideer.

På en måde er det som om at traditionen ikke kan komme ud og fornyelsen ikke kan komme ind.

Forestillingen tager et spædt udspring i Woychek, og de bruger det som fortællingen om manden der solgte sin krop til kunsten i stedet for videnskaben, og det er en fed indgang til teateroplevelsen.

Jeg brubte fire timer i Temple Studio - og kunne være blevet der fire mere. Det er et univers der aldrig stopper - og når gentagelserne kommer er de voldsommere og mere nådesløse, så det er en videreførsel, som om det er en gentagelse de laver. 

Meget stor kunst - og værd at rejse efter. Her billeder fra forestillingen. Hvad den handler om? Ja, det kommer jo helt an på hvor du er i huset og hvem du vælger at følge. Min fortælling handlede om at ville ind i kunstens verden … med alt hvad det tager med sig.


Der var skabt en ørken i ægte sand på femte sal - utroligt!


Alle publikummer bærer masker, det gør at publikummerne ikke ødelægger oplevelsen for hinanden, da vi bliver spøgelser i rummet.



Jeg endte ti lat starte med på den forkerte side af gitterporten, sammen med den unge forfatter, der gerne vil arbejde i filmstudiet. Jeg var helt alene sammen med skuespillerne, og alle de andre publikummer stod på den anden side - og jeg havde ikke muligheden for at komme derind. Vild oplevelse - der var låst.



Flere gange er der optrin til fest og det ender selvfølgelig med at tingene spidser til. Som publikum er man en del af festen og en del af opgøret, og man sidder med en følelse af hvorfor greb jeg ikke ind, da jeg kunne se det ville ende galt. Det er virkelig teater der sætter dybe spor.


På fjerde sal har de skabt en american trailer park a la outback Hollywood - det er under USA der bor der. Det er sølle og støvsuget for drømme og længsler - det er hverdag med hverdag. Og lige rundt om hjørnet ligger Temple Studio - hvor drømmene bliver virkelige. Det er meget rørende at se hvordan skuespillerne og publikum får de sammen følelser.


Og ja … pludselig står der en bil på fjerde sal - det er det Punchdrunk kan …


Og selvfølgelig er der poesi og kærlighed - og de smukkeste scenebilleder som man aldrig har lyst til at forlade …


lørdag den 23. november 2013

Festival of Wonders

Så har der været dukketeaterfestival i Silkeborg, og det har som altid været en fantastisk oplevelse. Festivalen få nogen helt utrolige gæstespil til Danmark, og det er en af de få muligheder vi herhjemme har for at se hvad der rører sig på den internationale scene. Samtidig, vil jeg lige for egen regning sige, at de også har et ret bred udvalg inden for forskellige genre, selvom man tydeligt kan fornemme hvad indkøbernes smag er. Men sådan må det jo være. Der er plads til mange forskellige ting, og glæden ved at der er en samlet stil i festvalen overskygger at man måske savner lidt "ungdom og fandenivolskhed" i forestillingerne.

Jeg deltog i festivalens workshop - og som altid er det dejligt lige at komme på skolebænken igen. Desværre synes jeg at dukkemiljøet i DK er ved at glemme workshop. Så se da lige og kom ud af busken næsten gang. Selvom vi alle er dygtige, så er det en god måde at få nye vinkler på det vi allerede ved og kan. Jeg var i hvert fald godt tilfreds.


Broder Sol og Søster Måne er Teater Refleksions gamle forestilling, som de blandt andet har spillet op til jul. Den manglede jeg at se, og selv om jeg normalt ikke bruger tid på de danske forestillinger i Silkeborg, så valgte jeg lige at se denne her. Den spiller jo altid i Århus - og for at sige de som det er så er det næsten lettere at komme til London en det er at komme til Århus for mig. Det er noget mentalt, I know!

Forestillingen var fin - meget i stil med det man ved Marianne Aagaard og Bjarne Sandborg laver. Det er pænt - næsten for pænt - og meget roligt. Det minder mig om børnetv fra min 80'er barndom, sagt på den gode måde. Der er noget dragende ved roligheden og stilheden - og den gode fortælling, som vi godt kunne savne lidt af i dag.


Hotel de Rive blev spillet af workshoplederne Frank Soehnle, og Patrick Michaelis. Forestilligen består af fire surrealistiske tekster der er sat sammen i en rammefortælling med dukker og skuespiller - og to musikere, som ikke gjorde noget for forestillingen.


Frank Soehnle er en dygtig dukkefører og hans teknik var skøn bare at sidde og lade sig betage af.
Patrick Michaelis' skuespiller rolle i forestillingen var også godt tilrettelagt. Jeg forstod intet af forestillingen - sandt at sige - men jeg var nysgerrig på det og lod mig drage ind - og det er vel også en del af aftalen i det absurde teater.


Morsom og rørende var "The House by the Lake" som Yael Rasooly har skabt. Forestillingen handler om tre små piger som bliver glemt i skyggen af anden verdenskrig, og samtidig med at maden og humøret slipper op brager krigen uden for vinduerne. 

Til trods for det meget alvorlige tema, var de en dejlig forestilling med masser af humor. Dukkespillet var ikke godt - men det skal man ikke kigge på her. Her skal man kigge på iderigdommen og sødmen i pigerne og spillerne. Jeg var godt underholdt.


Nu til Kogen afSilkeborg - som teateravisen kalder Neville Tranter. Hans nye forestilling "Mathilda" havde vi vist alle glædet og til. Den handler om det at blive gammel og være fanget i et system der har andre intentioner en at passe de gamle. Dukkerne er som altid et oplevelse der sætter sig dybt i vores bevidsthed. De er intet mindre en pragtfulde.

Historien var tam, ligegyldig og ikke noget man husker særlig godt efter fire dage med mange forestillinger - og det ærgre mig. For Nevilles forestillinger er altid dem man husker bedst.

Heldigvis havde han sin gamle Punch and Judy forestilling med. Og den er toppen af toppen. den er hylende morsom samtidig med den er rørende - og super godt skruet sammen. Den er back to basis - det er hånddukker med clap mouth - en simpel skærm og et fast lys. Genialt - han skal ikk bruge mere! Og han udnytter det optimalt. Hvorfor så "Mathilda"? 


 
"Puck" er noget af det mest underlige jeg nogen siden har set. Det spiller på alle mulige ting som vi som publikum ikke kan regne ud - og jeg ELSKER det!

Forestillingen foregår inde i et hus med 12 dukketeater vinduer hele vejen rundt - og publikum står op. Så begynder det - fra det hele vindue til det andet … hurtige skift, tissetårer der bliver sprøjtet ud på publikum, stille smukke billeder af gondoler i Venedi af brudt af voldsomme dukker og uambitøs skønsang.

Vanvittigt og skønt samtidig. Mere af det, tak!


Jeg så også ”Mironescópio: The Love Machine”, som er en samling af kik-kasser som erotik. Den er en super sjov ide - emn desværre følte jeg at jeg gik glip af mere end jeg så. Jeg var hele tiden opmærksom på hvordan og hvorfor … og hvem der nu skulle se en kik kasse.

Jeg har arbejdet rigtig meget med en-til-en forestillinger og ved hvor svært der er at få logitikken til at gå op. Og jeg havde troet at jeg ville få et godt råd her … jeg fik mere fundet ud af hvordan man ikke skal gøre. Jeg havde troet at dette ville være min ubetingede favorit, men det blev det ikke. Det var simpelthen for usammenhængende. Og der var for meget ventetid, som ikke blev fyld ud med historie. Som dukkefører fik jeg så set hvordan de forskellige arbejdede, og det var meget spændende at være vidne til koncentrationen og så videre.

Derudover så jeg "Skab fra Hvid Støj. Sød lille forestilling. Ikke noget særlig stort men en god ide - som jeg sagtens kan forstå rejser landet rundt og fortæller om evolution. Der kan ske mirakler i et køkken. Jeg var inden og se en forestilling hvor børnene var lidt for små, og de mistede ideen med forestillingen - generelt et problem for forældre åbenbart: at se, læse og forstå aldersanvisningerne. Og spillestederne er ikke gode nok til at sige: Du er for lille, min lille ven. Det er synd for det ødelægger forestillingen for rigtig mange mennesker - så kære forældre: Accepter aldersanvisningerne. Og kære spillesteder: Stå fast ved aldersanvisningerne. I ødelægger dagen for flere end i gør den god for.

Festival of Wonders er en peele i danske kultur. De skal leve videre og udvikle sig - for den bringer spændende ting til bordet, som vi ellers aldrig ville se her.

Stort tillykke med en dejlig festival - og tak for i år.