Man skal ikke lade sig slå ud af kendsgerninger! Det er dukkerne det bedste eksempel på!

onsdag den 12. februar 2014

Peer Gynt

Republique er ved at blive et af mine yndlingsteatre i Købehavn - ikke nok med at de huser mit hjerte-teater Teatro De Los Sentidos, nu er de sandelig også begyndt at lave dukketeater. De skriver i deres info om Peer Gynt at det er dukketeater som du aldrig har set det før - nu har jeg set meget dukketeater, og så nytænkende er forestillingen ikke. Men er man ny i dukkernes univers, så venter der en oplevelse af de store.

Der er fire dukkefører med og to skuespillere. Tammi Øst laver også musikken - live on stage. Det er slet ikke for at forklejne Jens Jørn Spottag, men det er Tammis forestilling. Hendes mange kvindeskikkelser og stemmer, som hun ligger til dukkerne live, er uovertrufne! Jens Jørn kommer rigtig godt igen i anden akt, og især mod slutningen hvor det går op for Peer at han har spildt sit liv på at blive sig selv. Meget fin morale og rigtig flot fortalt.


Dukkerne spiller en sjov parallel rolle i forestillingen. De ligner alle sammen Jens Jørn, og det er sjovt at Peer Gynt går igen og igen. De er smukt skabt af Phantom Limb, som har stået for det visuelle udtryk. Det er rart at se at der kommer nyt blod til den danske scene - næste gang ringer I bare, ok?


Masker og mennesker og forskellige udklædninger til dukkeførerne gør at forestillingen rammes ind i et ret syret univers, og teksten hjælper godt på vej - selvom den bliver lige lovlig lang op mod pausen.  Det syrede univers passer godt til historien om Peer der tager ud i verden uden at vide hvem han er - og uden at vide hvad han vil. Dukkerne hjælper os til at forstå mere end Peer gør - og det er rart nogen gange at være op forkant. Dog kommer der nogen sorte dødninge ind i slutningen af anden akt, som jeg simpelthen ikke fangede ... hvis de bare var scene-skiftere, så kunne det være løst bedre.


Tammi Østs vidunderlige væsen gør forestillingen seværdig - hendes sang og musik løfter den op - og i scenen hvor hun lægger stemme til alle dukkerne er hylende morsom. Som smagsdommerne sagde: Forestillingen kunne have heddet Solveigs hævn! Enig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar