Jul på Grønnegade

Nu er jeg god igen - humøret er højt og derfor vil jeg fortælle om en juleforestilling der rent faktisk fungerer. Mit råd er: Tag til Grønnegade Teater og se "juleevangeliet".

Først og fremmest så kan man lige varme op og høre et lille stykke af musikken her:

http://www.gronnegadeteater.dk/media/44994/krybbespillet.mp3

Så er vi i julestemning, hva'?

Juleevangeliet er på samme tid meget moderne og meget gammeldags. Det er endnu en fortælle forestilling med Peter Holst i rollen som alvidende fortæller - og han er en god fortæller. Det er lidt gammeldags (eller er det bare klassisk?) at høre en historie som hans bedstemor har fortalt og bla bla bla … men vi glemmer det lynhurtigt fordi resten af forestillingen er ret innovativ. Hele publikums tribunen er mobil og kan køre rundt om sig selv, og scenebilleder viser sig for os … her kan i se tegningen som teatret har lagt ud på deres hjemmeside - og det er en fed ide, for jeg blev vild nysgerrig for at vide hvordan rummet var bygget op, tak for det.

Grønnegade teater har lavet en forestilling, der alene ved måde scenografien vise på tiltaler drenge i 6-8 års alderen. Foran os sad der et par drenge som var vildt optaget af det trylleri de så når vi drejede rundt til en ny del af scenografien. Et boldspil oppe underloftet var også en af favoritterne. 

Hele forestillingen emmer af hemmeligheder - og det kan jeg god lide. Der er dog lidt stil-forvirring i forestillingen, men det er nok kun mig der ser det. De andre publikummer lader sig nok bare gribe af det hele. Det hele er et legende rum - og det er fedt. Rigtig fedt.

Her under ses alskens bamser og dukker i en mekanisk opsætning, som virker rigtig godt. Det er sjovt og sød - og drengene er helt på, for "hvordan gør de det?"

Scenebilledet er slutter forestillingen er flot. Det er papir, som har været en gennemgående del af scenografien, og det er smukt.

I løbet af forestillingen bliver vi kørt et par omgange og ser scenografien uden spil. Her er det mere et kunstværk vi ser på - det er fint og sjovt. Dog fangede jeg ikke altid historien når vi kørte rundt, men da jeg gav mig hen og sagde til mig selv at det blot er skulpturer hjalp jeg mig selv til en bedre oplevelse.

Alt i alt en rigtig vellykket forestilling - tag ind og se den. Det er turen værd.

Advarsel - Julehuler ...

Jeg prøver at bevar en god tone og se det positive i det ting jeg ser. Jeg plejer at være god til at finde et sted jeg kan se det jeg kan bruge til noget i min videre udvikling - og med det sagt vil jeg nu lade pennen få frit løb!

"Julehuler"på ZEBU skulle være en labyrintisk forestilling - og det er jo noget der tænder teatermennesket i mig. Så jeg købte billet og drog til København … og jeg vil på alle måde advare mod at bruge en eftermiddag på denne forfærdelige oplevelse. Jeg blev der i mindre end 15 minutter - så kunne jeg ikke klare mere. Jeg følte mig kunstnerisk voldtaget!

Vi nåede at møde tre medvirkende. Slikbutikkens ejer, som sagde: jeg har slikbutikken, men den er lukket i dag - for det skal ikke handle om slik. Den anden var den gamle mand, der ikke kunne fortælle en historie - og så sø-prinsessen der talte ned til børnene. Så gik vi. Alle tre var usandsynligt dårligere formidlere - i ført usandsynligt dårligt kostumer i en usandsynlig dårlig scenografi - men den kommer jeg tilbage til, bare rolig!

En ting er at kalde det teater, men jeg tror det er en håndfuld kulturformidlere med pædagogisk lyst der har fået lov til at lave en … nå ja … foretilling. Ingen af den ejer det en skuespiller kalder håndværk. Tænk en gang ikke at kunne fortælle en historie - og at MODspillerne (for de spiller imod hinanden) ikke kender deres stikord, og konsekvens afbryder.

Tilbage til scenografien. Det er tydeligt at de har tænkt: det der Shane Brox laver, det ser fedt ud. Det vil vi. Men det evner de overhovedet ikke. Alt sammen er lavet at karton og gammelt pap - på en måde så man kan se at det er karton og gammelt pap. Dårligt malet!

Scenografien er lagt i en institution (en af de helt forfærdelige børnehave-ligende) som der er klistret pap op i. Pap med pap sat sammen med tape. Det ligner skolekomedie i en tilfældig 4. klasse. Der burde være ansat en scenograf - ellers burde man have lagt forestillingen ned! Her har formningslærerinderne været på banen igen, ser det ud til. Og det er så grimt - der mangler magi, fornemmelse for rum og hvad scenografi er for noget. Desuden er det hele totalt overbelyst i dagslys - der er ingen hemmeligheder og ingen ting man har lyst til at udforske. Det er dårligt med dårligt på.

Vi købte en billet fordi beskrivelse var fed og plakaten flot! Men vi blev så skuffede at vi spildte en teatereftermiddag.

Mit råd er: bliv væk.

Undskyld, at jeg er skarp. Undskyld at jeg ikke kan sige noget pænt, og vælger ikke at holde min mund, det burde jeg nok. Men dette her er simpelthen så ringe, at man skal advare i mod det. Igen undskyld. Jeg er positiv igen i morgen.

Teater med dukker og gamle ting

Nu har jeg efterhånden fået sat historien på plads til vores næste forestilling. Det er an vaskeægte mordgåde, som publikum skal se på vores lille teater. Jeg tør allerede nu godt love at det bliver en spændende historier - der indeholder alt fra oliemillioner, børskrak og store familiehemmeligheder.

Så er du klar til at tage med en tur i ...

Vi laver en forestilling hvor vi spiller med game fine ting, alverdens hemmelige telegrammer og avisforsider fra oldemords barndom - og selvfølgelig gamle porcelænsdukker.

Billeder fra Brunette Bros - Circus!

Endelig har jeg fået billederne fra Brunette Bros fantastiske forestilling ud af mit mobil kamera. 

Jeg håber I vil nyde billederne lige så meget som jeg nød forestillingen - og jeg håber man kan se den humor og galskab forestillingen var fuld af.

   

Mange mennesker ...

Jeg hører tit at dukketeater ikke kan samle ret mange mennesker, for det er jo små bitte dukker. Må jeg ikke lige vise jer billedet herunder. Det er et hånddukketeater, som spiller på gaden. Og se lige alle de fremmødte. Dukketeatret kan alt! Alle steder! Til alle tider!

Macbeth - Little Angel Theatre

På min inspirationstur til London nåede jeg også lige at se Little Angel Theatres opsætning af "Macbeth" - og det var en blandet oplevelse. Dukkeføringen og dens detaljerigdom var uovertruffen. Det er virkelig dygtige folk der er på spil her. Dukkerne er så smukt udført og store dele af dukkens personlighed træder tydeligt frem bare ved dens udseende. Desuden er det jo håndværk som vi ellers i Dk kun ser hos Knud Brodersen i Teatret i det Blå Hus i Roskilde - som har masser at tid til at fordybe sig i sine konstruktion af dukker.

Alligvel kedede jeg mig indimellem til "Macbeth" - det var annonceret at medlemmer at Royal Shakespeare Company skulle medvirke - og det havde jeg danske dreng jo glædet mig til. Især efter at jeg en gang har oplevet dukketeater med live stemmer fra bagerst i lokalet på Det Kongelige.

Her havde skuespillerne så blot indtalt et bånd med teksten - og det gjorde desværre at forestillingen døde i lange perioder. Det blev simpelthen to dele der skulle flettes sammen - dukkerne og stemmerne. Og det skete kun enkelte gange. Jeg har  tendens til at sige at at oplevelsen af levende dukker hænger meget sammen med hvordan dukken reagere i forhold til stemmen, og det fungerer bedst når stemmen er live.

Forestillingen varede 75 minutter - og det er jo ikke længe hvis man er godt underholdt. Men det er for længe når man som jeg bliver opmærksom på dukkeførernes arbejde med at ramme stemmen, og ikke skabe en samlet kunst.

Macbeth - som fugl.

Lady Macbeth - som fugl.


De havde valgt at lave dukkerne som fugle, og symbolikken var også tydelig nok. De gode var selvfølgelig svaner - de kan brække en arm på dig, som min mormor sagde! Og ravnene var de onde. Farvestrålende Macbeth var centrum og så videre … den største fordel ved at lave figurerne til fugle er at de kan komme hurtigt ind og ud fordi de kan flyve - og det er en god ide, da der er mange ind og ud gange i Macbeth. Det gjorde at forestillingen gled ret godt fra en scene til den næste.

Macbeth er en del af SUSpence festivalen i London.

The Drowned Man - A Hollywood Fabel

Selvom det ligger i udkanten at teater med dukker og animationsteater, så vil jeg alligevel fortælle om en af de helt store teateroplevelser som man kan få i øjeblikket. Det engelske compagni Punchdrunk laver det som vi på dansk vel mest kender som promenadeforestillinger - altså forestillinger hvor publikum bevæger sig gennem en historie - et teaterrum.

I Sommer så vi deres fantastiske "Sleep No More" i New York - og lad mig være ærlig og sige det: jeg var mere end solgt. Det var en teateroplevelse som stadig står fuldstændig klar og enestående.

Nu er Punchdrunk og National Theatre i London gået sammen om endnu en forestillingen: The Drowned Man. De har omdannet et kæmpe warehouse i det centrale London til et univers omkring de sagnomspundne Temple Studios (fiktive - men det er en del af fortællingen) og man møder filmstudiet, hvor de sidste rester af 40'ernes glamour stædigt holder fast, men 60'ernes ungdom går sit indtog og har nye ideer.

På en måde er det som om at traditionen ikke kan komme ud og fornyelsen ikke kan komme ind.

Forestillingen tager et spædt udspring i Woychek, og de bruger det som fortællingen om manden der solgte sin krop til kunsten i stedet for videnskaben, og det er en fed indgang til teateroplevelsen.

Jeg brubte fire timer i Temple Studio - og kunne være blevet der fire mere. Det er et univers der aldrig stopper - og når gentagelserne kommer er de voldsommere og mere nådesløse, så det er en videreførsel, som om det er en gentagelse de laver. 

Meget stor kunst - og værd at rejse efter. Her billeder fra forestillingen. Hvad den handler om? Ja, det kommer jo helt an på hvor du er i huset og hvem du vælger at følge. Min fortælling handlede om at ville ind i kunstens verden … med alt hvad det tager med sig.

Der var skabt en ørken i ægte sand på femte sal - utroligt!

Alle publikummer bærer masker, det gør at publikummerne ikke ødelægger oplevelsen for hinanden, da vi bliver spøgelser i rummet.

Jeg endte ti lat starte med på den forkerte side af gitterporten, sammen med den unge forfatter, der gerne vil arbejde i filmstudiet. Jeg var helt alene sammen med skuespillerne, og alle de andre publikummer stod på den anden side - og jeg havde ikke muligheden for at komme derind. Vild oplevelse - der var låst.

Flere gange er der optrin til fest og det ender selvfølgelig med at tingene spidser til. Som publikum er man en del af festen og en del af opgøret, og man sidder med en følelse af hvorfor greb jeg ikke ind, da jeg kunne se det ville ende galt. Det er virkelig teater der sætter dybe spor.

På fjerde sal har de skabt en american trailer park a la outback Hollywood - det er under USA der bor der. Det er sølle og støvsuget for drømme og længsler - det er hverdag med hverdag. Og lige rundt om hjørnet ligger Temple Studio - hvor drømmene bliver virkelige. Det er meget rørende at se hvordan skuespillerne og publikum får de sammen følelser.

Og ja … pludselig står der en bil på fjerde sal - det er det Punchdrunk kan …

Og selvfølgelig er der poesi og kærlighed - og de smukkeste scenebilleder som man aldrig har lyst til at forlade …