Mit narrativ om Teatro de los Sentidos’ ”Orakler”
Det er en særlig oplevelse at sidde og vente på at gå ind i
labyrinten ”Orakler”. Først bliver man flytter til to skamler – derefter til en
fin gammel stol, hvor en venlig dame siger at man skal gå ind i labyrinten med
et spørgsmål. Så få man fire minutter til at tænker over det, og så går man
ind. Indtrykkene er mange.
Der er mørkt, dunkelt og lyst … man går efter en lille lampe
som viser vejen. I det første rum sidder man et øjeblik alene … det er spændende,
afventende: hvad skal der ske? En mand kommer ind og han pudser sko, mens han
spørger om jeg har et godt spørgsmål. Jeg siger ja, det spørgsmål der betyder
meget for mig. Han beder mig tage skoene af – og det gør jeg. Han ser på. I en
kommode foran mig, hvorpå der stå børnesko, dukkesko og alverdens små hyggelige
ting, åbner han den øverste skuffe og jeg ligger skoene derned. Skuffen bliver
lukket – og jeg kan forsætte ind i oraklerne labyrint med bare fødder. Sanserne
er nu helt tændt for jeg mærker alt, også underlaget jeg går på.
Mørket bliver afløst af små opstillinger, og til sidst ser
jeg en kone sidde i et lille teater. Man kan kun se hendes omrids og hænder.
Hun vinker mig hen til sig. Hun fortæller om en rejse over bjerge, marker,
floder og dale. Jeg skal pege hvor jeg er. Jeg er på den blomstrende mark. Et
sirligt snorværk med tarotkort bliver hejst ned, og jeg får mit kort – jeg er
overvældet, så jeg glemmer at se hvilket kort jeg får. Jeg forsætter ind i
mørket. Gange afløser gange. Pludselig ser jeg en masse kufferter, der står sko
på dem: hvor mon mine er? Et lille akvarium med et skib i, og så en stor
rejsekuffert. Og to stole. Jeg venter og fornemmer at jeg skal noget her. Jeg
sætter mig og en kvinde kommer hen. Hun åbner, jeg får en lille papirsbåd og
søsætter den, Jeg puster, den sejler. Hun fisker i vandet der er i kufferten.
Vupti, så fanger hun en lille flaske – der triller et korn ud til mig – Dette
er dit ønske siger hun og jeg rejser mig og går, nu med et korn i hånden.
Så kommer jeg videre gennem de mørke gange, og pludselig
står jeg i et lille gartneri. Der er jord, urtepotter og vand der løber. Jeg
fylder en urtepotte med jord, planter mit korn og vander det. En kvinde kommer
ind og vi sætter os. Jeg er forud. Jeg skulle have ventet. Jeg fornemmede hvad
jeg skulle gøre, nu er det forkert … jeg går videre … mørke rum … og ind i et
lyst rum. Der venter en hvid indgang, døren står på klem. Jeg går der ind. Der
er en vidunderlig duft af gamle dage og gamle damer. Smukt … rummet er fyldt
med hvide underkjoler. Jeg tager dem ind til mig og dufter. Jeg går igennem
dette land af kvindelighed.
På vejen ser jeg også en lille krukke med et kort, mon det
er mit, som er spiret. Hele tiden møder jeg tarotkort med billeder og titler.
Ærkepræsten og så videre.
Mit korn vokser … det står under en stor hvid sten, hvor jeg
sætter mig. Der drypper vand. En dråbe af gangen.
Jeg forsætter. Jeg kommer frem til en kuglebane, jeg forstår
med det samme at jeg skal lægge en kugle i hullet og følge den, det er sjovt.
Jeg ender henne ved et rundt bord, hvor der står en masse ting. Over bordet
hænger der en lille vægt. En mand viser mig at jeg skal fylde vægten, den skal
være i balance … jeg prøver og er heldig … så tegner han streget i sandet på
bordet … hvad nu? Jeg forsøger at forstå ham. Det er svært. Det ender med at
jeg tager det lille plastik barn, der ligger på vægten og begraver det i en
urtepotte med jord. Jeg rejser mig og så videre …
Efter at have kravlet langs et groft brunt sækkelærred
rejser jeg mig i et lille rum, hvor et fuglebur er hængt op. Fuglen er fløjet
og har efterladt sig tre små kommentarer om fugle … den sidste skal jeg skrive.
Jeg tager den lille krøllede bog frem og skriver: frie fugle flyver – tamme
fugle længes. Jeg ligger blyanten og vender mig om. Jeg forsætter.
Jeg kommer ind i en tom biograf. Jeg sætter mig og kigger
længe rundt. Det er en gammel slidt biograf. Her er kun mig. Ikke andre, men så
kommer der en mand ind. Jeg ser et bord med terninger, vi skal rafle. Jeg vider
første gang. Anden gang står vi lige. Han trækker tæppet fra. Der er en stor
hvid rund skærm. Jeg skal posere … og han tager et skyggebillede af mig. Den
runde skærm kan dreje rundt … jeg ser mig selv stå på hovedet. Det er sjovt …
Jeg står pludselig alene … hvor blev han mon af?
Jeg står lidt, så kommer han ud fra mørket og viser mig
vejen. Ind til et gigantisk time glas. Der er sand der skal igennem. Og en stor
ske. Jeg fylder sand på og ser sandet løbe igennem. Til sidst ser jeg et lille
tarotkort: Solen!
Jeg går videre og møder en læderklædt mand … han er kærlig
og befamler min hænder. Så vil han lægge arm, men så befamler han mig igen. Så
vil ham lægge arm – eller befamle og pludselig slår han min hånd i bordet.
Rummet er fyldt med ting, som jeg ikke får lov at kigge på, det er irriterende.
Han vil danse … jeg er mistænkelig, og med god grund. Jeg bliver danset ind i
et andet rum, og han smækker døren efter mig – det er et gitter. Rummet er
fyldt af reb der er bundet sammen. Jeg må kravle over og at se de lille alter
med et nyt tarotkort: den hængte mand! I rummets andet ende bliver der lys – en
mørk mand sidder der, han er beskidt og virker ikke rar. Han brænder lys. Jeg
skal også brænde lys. Jeg tænder et lille lys og vil gerne se hvad der står på
hans mange tavler, men det må jeg ikke. Han hejser en træklods op, og binder
den fast med et lille tyndt reb. Jeg skal stille mit lys under rebet. Det
brænder selvfølgelig over … og træklodsen hamre ned over mit lille lys – og der
bliver mørkt.
Jeg går videre i gennem et rum der pludseligt er blevet
køligt. Jeg går gennem flere mørke gange et skridt af gangen med hænderne på de
bløde stof sider for at vise mig selv vej. Små lamper lyser og jeg fornemmer at
jeg er på rette vej.
Jeg skal kravle igen. Igennem hvide stykker stof og et blødt
underlag. Der er lang vej. Jeg kravler op gennem en lille stigning. En kvinde
venter på mig. Hun smiler, er lidt trist, har svært ved at få øjenkontakt. Hun
sidder i millionvis af hvedekorn. Hun aer min hånd. Hun drysser korn ned over
mig, min skulder, mit lår og mine hænder. Hun tager min hånd og vi lægger os i
kornet. Der er helt stille. Der er god tid. Intet sker. Intet skal ske. Hun
tager sin hånd og lægger den oven på min, hun grave min ned i kornet. Hjælper
mig op. Graver min hånd ned igen. Pludselig opdager jeg en lille snor – jeg
trækker den op og et tarotkort sidder fast: Døden Hun kigger ikke på mig. Hun
smiler, endnu mere trist. Saglig. Jeg bliver ikke bange, kornet er behageligt
og jeg ligger godt. Jeg har lyst til at blive. Jeg stiller tarotkortet op af
hende, hun tager det og ligger det ned under sig selv. Jeg rejser mig og skal
videre, men hun stopper mig. Tager min hånd og fylder den med korn – og sender
mig videre. Jeg har oplevet døden – eller …
I det næste rum er der en melkværn. Jeg ligger min korn op i
den og drejer rundt … mit mel bliver kværnet og der drysser groft kværnet mel
ud fra bunden. Ved siden af står der en lille pose mel, jeg tager fat om melet
og mærker at der er ufatteligt blødt. Jeg børster melet af mig selv og går
videre …
Jeg kommer frem til en lille åbning i væggen. To hænder
vinker mig derhen. Jeg knæler og sætter mig. Hænderne dufter af gær og
frisklavet dej. Mine hænder bliver ført ind bag væggen og jeg mærker blødt mel
blive drysset på mine hænder. Det er dejligt og mine hænder bliver løftet over
på en stor kold klump dej. Jeg ælter den, men kan ikke se den. En lille
dejklump bliver givet til mig og jeg forsætter ind i et rum med fordi trillede
og formede boller. Jeg triller min til en luciabolle og sætter den forsigtigt
på pladen. Jeg går videre …
Det hel er husket i elementer der måske er i den forkerte
rækkefølge, men oplevelsen var på den måde. Den ene oplevelse tog den anden og
det hele flyder sammen.
Efter solens rum med timeglasset kom jeg ind i en labyrint,
jeg ikke kunne finde ud af. Den førte mig tilbage til det samme rum igen og
igen. Tilbage til solen. Jeg bliver tydeligt nervøs. Hvordan kan jeg dog fare
vild herinde? Kommer den næste rejsende snart – hvad gør jeg? Pludselig – i tredje
forsøg – møder min hånd en hånd, som fører mig ud i mørket. Hun lægger min
hænder på sine skuldre og vi løber rundt i mørket mens hun spiller musik for
mig. Grænseoverskridende – hvor er vi? Vi ender ved en blød kasse jeg stiller
mig ind i – den tipper og jeg ligger ned. Den bølger af sted … kører frem og
bølger endnu mere. Til sidst ender jeg ved en stor mørk dør. Der er låst. Jeg
står længe … jeg banker på. Intet svar. Bagfra kommer der en mand som viser mig
en nøgle og lukker mig ind.
En lang hvid gang møder mig … jeg kravler af sted. Et sted
er det er hul i loftet, jeg rejser mig og kommer op i en lille have, der dufter
af blomster og våd jord. Et tarotkort står mellem planterne: universet! Der
står et korn lige foran mig, og såsæden ligger ved siden af. Livet forsætter.
Jeg kravler videre og kommer til en lille hyggelig stue. En
kvinde tager i mod mig, jeg sætter mig. Der er pen og papir. Jeg får te der
dufter sødt og salte friskbagte boller. Jeg skriver at det giver mening … jeg
har set mig tarotkort: retfærdighed. Det giver faktisk mening nu.
Jeg kom igen … en mand sagde til mig:
my grandfather always said: in life you always get a second chance.
