Noget om Noget
– Intet om Intet
Morten Aagaard
Dukke og animation –
juni 2012
Jeg er fascineret af ”intet” – i ordets mest meningsladede
forstand.
Hvad sker der, når der sker intet? Hvilke fortællinger
skaber vi, når der sker intet? Hvilke billeder fremkalder vi, når der sker
intet?
Jeg ved godt, at der aldrig er ”intet” – at der altid er
”noget”. Men forholdet mellem dette ”intet”, der alligevel altid vil blive til
”noget”, finder jeg spændende at udforske og undersøge.
I rejsen ”Noget om Noget” – sker der intet. Selvom der sker
en hel masse. Lad mig forklare min tilgang til materialet, som jeg opfatter det:
De rejsende kommer ind i et rum sammen. Der sker umiddelbart intet. Når
dukkerne kommer til syne, gør de umiddelbart intet. Når den rejsende kommer ud
af rummet, får den ingen forklaring, altså intet. Når den rejsende kommer hen
til ”sættekassen”, bliver der vist en animation, hvor der intet fornuftigt
sker. Når den rejsende kommer ind i kassen igen, sker der igen intet. Slet
intet. Den rejsende opdager forhåbentlig kassen, og dernede ligger dukkerne.
Der sker intet. Når den rejsende
kommer ud begynder den en rejse. Og til sidst ender den ved et bord, hvor der
igen intet er forklaret. Alt dette ”intet” er ladet med ”noget”.
Sansernes mester Enrique Vargas taler om at ”awake curiosity
– discard answers”. Hele rejsen
omkring ”Noget om Noget” er skabt med et ønske om at vække en nysgerrighed hos
den rejsende, men ikke give et svar på hvad det er der sker. Det er den rejsende,
der skaber fortællingen – både sammen med andre men også alene.
Arbejdet med ”at være sammen” og ”at være alene” har været
spændende at undersøge. Er de andre rejsende en del af kunstværket? De rejsende
ved jo ikke at de igen skal træde ind i rummet, og denne gang alene. Hvilken
stemning giver det at være flere – og hvilken stemning giver det at være alene.
Og hvad gør det for fortællingen, at det er det samme rum man kommer ind i?
En af mine venner præsenterede tilfældigt den tyske sociolog
Niklas Luhmanns tanker for mig. Luhmanns udgangspunkt er at al kommunikation er
modtagerbestemt – intet er afsenderbestemt. Det vil altid være modtageren, der
bestemmer budskabet. Det er en spændende tanke i forhold til det
scenekunstneriske arbejde, hvor vi ved hjælp af forskellige scenekunstneriske parametre,
prøve at bestemme et budskab eller opfattelse. Også Luhmanns tanker omkring det
at være en del af et system eller en del af en omverden, er spændende, da han
altid lader rum til individet.
Dette er spændende i forhold til ”Noget om Noget” og vores arbejde med værkets oplevelse
af fællesskab og ensomhed.
Når dissee to tanker bliver sat op overfor hinanden – at vi
som scenekunstnere kan arbejde med stoffet, men hvad nu hvis det til en hver
tid vil være modtageren der bestemmer det budskab vi sender ud – sker der noget
interessant i mig og det jeg ønsker at undersøge videre. Vi kender dette som
scenekunstnere, lad mig forklare: i en ung alder vil Samuel Becketts ”Glade
Dage” måske handle om en ung kvinde, der sidder fast og prøver at komme fra
start, mens hun drømmer om et liv eller en mulighed. Senere i livet vil den
samme tekst for den samme person have fået en ny betydning: nu ser Winnie måske
tilbage på livet og prøver at forstå hvor og hvorfor hun er kørt fast og aldrig
kom videre.
At budskabet er bestemt af modtageren er spændende i
undersøgelsen omkring ”Noget om Noget”. Vi har opsat nogen rammer, som åbner op
for nysgerrigheden. Vi har fjernet svarene, og den rejsende går derfor igennem oplevelsen
med det der er dem, og de oplevelser de har med sig den dag de tager rejse, og
det er netop udgangspunktet for deres oplevelse – eller hvad vi måske kan kalde
deres fortælling. Vi har med andre ord åbnet op for mange ind- og udgange af
oplevelsen.
Lad mig illustrerer ved eksempler fra første prøvevisning:
”Jeg ledte efter den mærkelige, gavmilde, gamle, kloge sjæl,
som healede min krop og mit sind sidst jeg var her. Og der, lige over mit
hoved, tittede dette mærkværdige, elskelige lille væsen frem”.
”De er altvidende og får os til at se os selv”.
”Hvorfor må jeg ikke følge pilene. Jeg dumpede”.
”Vi er blot tilskuere”.
”At blive se på at de der ikke kan se – at blive bevogtet at
de der ikke kan bevogte”.
I den efterfølgende samtale efter prøvevisningen var
indtrykkene på prøvepublikummet mange. Der var alt lige fra ”en koncentrationslejr”
over ”en eksamen” til ”der var rart i den sorte firkant”.
Oplevelserne kom bag på os, da de havde været meget stærke
for de rejsende. Vi havde fået bekræftet, at vi ikke kunne styre publikums
oplevelse, da vi ikke kunne have forudset de oplevelser som publikum oplevede.
Hans-Thies Lehmann taler om det postdramatiske teater, og
dets evne til at skabe en effekt til publikum. Det postdramatiske teater sætter
rammer op, og lader publikum finde meningen – eller hvad Lehmann kalder ”effekten”.
Lehmann taler om ”visual dramaturgy” – dette ikke som en ren visuelt
organiseret dramaturgi, men som en der ikke er underordnet teksten – her vælger
jeg at se teksten som handlingen i fortællingen.
Dette giver i så fald rigtig god mening i forhold til ”Noget
om Noget” – da det i dette værk er vigtigt at man ikke er underlagt en mening i
handlingen i fortællingen, men at publikum selv skaber relationerne mellem
handlingspunkterne, og derved skaber et værk med stor muligt individuel
betydning, for det som Luhmann arbejder med som system eller omverden.
I forbindelse med arbejdet med den rejsendes oplevelse af
handling, genlæste jeg Italo Calvinos ”Til det næste årtusinde – amerikanske
forelæsninger”. Her diskuterer han fornemt begrebet lethed, og han forholder
sig blandt andet arbejde med et kunstnerisk værk ud fra tanker omkring ”lethed”
og ”tyngde”. Dette har fået mig til at overveje mulighederne for dette i vores
værk.
Calvino argumentere for hvorfor det er muligt at arbejde med
indhold der besidder tyngde på en let måde – og/eller arbejde med indhold der
besidder en lethed ud fra et ønske om at nærme sig indholdet med tyngde. Disse
modsætninger er spændende ud fra en dramaturgisk tankegang, men også ud fra et
undersøgende perspektiv. Hvor er letheden og tyngden i vores værk, og hvordan
arbejder vi med modsætningerne?
Calvino refererer til Guido Cavalcanti, som lethedens digter
og eksemplificerer her letheden i tre forskellige betydninger:
-
en lethed i fremstillingen af en tanke
-
en billedlig fremstilling af letheden
Jeg ser, at ”Noget om Noget” arbejder med begrebet ”lethed”
i de to sidste af Calvinos betydninger: fremstillingen af en tanke og en
billedlig fremstilling. Vi arbejder med at skabe rum, som er ikke-ubehagelige.
(Ordet ”ikke-ubehagelig” er brugt i mangel af bedre da ordet ”behagelig” ikke
fangede modsætningen af meningen jeg ønskede.)
Letheden kommer ind, der hvor ”en koncentrationslejr” og ”en
eksamen” bliver noget man kan holde ud, og stadig bevare en nysgerrighed og en
lyst til at tage det næste skridt på rejsen. Jeg ser også kontrasten mellem lethed
og tyngde i oplevelsen med det elskelige lille væsen der healede. Her får de
hvide figurer forskellige roller, forskellige betydninger.
Tanken om det konkrete teater er forsvundet i arbejdet med
”Noget om Noget” – for mig har det hele tiden været en undersøgelse af hvad der
sker, når der ikke sker noget. Hvad kommer der ud af ”intet” – og hvor lidt
skal der til før dette ”intet” er ”noget”?
Det spændende ved første prøvevisning var bevidstgørelsen af
hvor meget og hvor forskelligt publikum tolkede de små signaler af ”intet” vi
havde lagt ud.
En lille ting i ”intet” til ”noget” ret meget. ”Sætterkassen”
blev for nogen en eksamen. Det var ikke blot en historie uden mening. Pilene på
gulvet blev den vej man gerne ville gå. Dukkerne blev for nogen genkendelige
gamle og kloge sjæle. Sidst men
ikke mindst: Intet blev til noget.
