Jeg har i længere tid kaldt mig selv "manden med dukkerne på hænderne" - lidt i sjov og lidt i alvor. For sådan har jeg det nemlig nogen gange - at jeg blot er en mand med dukker på hænderne og gode historier i ærmet - so to speak.
Søndag fik vi alle sammen en lille blå dukke af vores underviser Alesja Kovalova. Hun havde selv syet den til os, og vi har fået dem, som en fast del af vores uddannelses forløb.
Dukkerne er meget enkle, helt uden ansigt og andre kendetegn. Det vil sige at det er en universel dukke som vil kunne spiller alle roller. Det ene øjeblik kan det være en lille pige, det næste en voksne mand og måske en gammel kone til sidst. Det bliver fantastisk at komme i gang med dukkerne ... og nu er vi alle sammen dem med dukkerne på hænderne!
Der blev øvet godt og grundigt med dukkerne. Den skal gå, stå, sætte sig, rejse sig, falde, komme op igen - og træde over en stor ting på jorden. Det gav kamp til stregen - for det er ud fra Alesjas russiske traditioner hun underviser - og de er ret forskellige fra fx Ole Bruun Rasmussens metoder. Men vi øvede og øvede ... og det var sjovt og hårdt for armene.
Koncentrationen var stor ...
... og glæden endnu større.
Der blev kigget godt på vores dukker - vi fik dem med hjem og skal til næste internat forbedrede en lille visning med dukken. Det kan være alt muligt. Men der skal være en begyndelse, en midte og en slutning. Og begivenden i denne lille etude er "at finde noget". Jeg skal nok tage billeder og holde jer opdateret, men jeg lader processen tage over. Lige nu er jeg blank og tom efter en begivenhedsrig weekend.
På teaterskolen er vi også sammen med Auteur-folkene, og det er noget spændende de går og har gang i. Vibeke Wrede underviser os alle i sceniske landskaber - rum og lyd indtil nu. Og det er spændende. Auteur folkene havde arbejdet med rum og skabt rum, men jeg var så optaget af at opleve dem at jeg helt glemte at fotografere ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar